Spirituelt hukommelsestab

Spirituelt hukommelsestab er fælles for hele jordens befolkning, for hvis man vidste, at ideen om, at vi kun kan finde kærlighed hos andre udelukkende er en ego opfindelse, så kan man være sikker på, at man er bange for, hvad man gennem indeni.

Man har ingen anelse om, at man har et sted i sindet, som er vores åndelige internetforbindelse.

Når man lever i den fysiske verden, lever man i en tilstand af uro og tvivl, man stoler ikke fuldt og fast på, at man er elsket for din egen skyld. Jeg måtte have hjælp til at opdage mit spirituelle hukommelses tab og mine to første ægteskaber viste mig tydeligt, at den kærlighed jeg søgte hos mine to gode ægtefæller, var en kærlighed, som ikke holdt. Det var egoets form for kærlighed. Jeg anede ikke, at jeg allerede var elsket.

Et kursus i mirakler siger, at vores sind er splittet. Egoet er vores guru i vores tankemyldersind, kaldet det urette sind. Vores rette sind er vores åndelige forbindelse, hvor vores Højere Selv er vores sande og altid 100% kærlige vejleder. Helligånden og det højere Selv er den samme.

Man ophæver langsomt sit spirituelle hukommelsestab ved at beslutte sig for at stoppe med at bruge egoet som vejleder og bede sit Højere Selv om hjælp, hver gang man har ubehagelige oplevelser og følelser.

Man er nemlig aldrig urolig eller bekymret af den grund man tror. (lektion nr. 5 i Kurset).

Man har altid et valg. Valget står mellem egoets fortolkning af, at man er offer for det der sker i den fysiske verden eller Det Højere Selvs ubetingede kærlige vejledning.

 

Vi begynder tilværelsen som ofre for familiens adfærd. Vi elsker en god offer- historie. Det sælger aviser, men det flytter ingenting.

Offerhistorier og beklagelser er som at sidde i en gyngestol, man holder sig selv i bevægelse, men man flytter sig ikke ud af stedet.

Det kræver træning at lære at bruge Det Højere Selvs fortolkning, som siger at man er ubetinget elsket, aldrig kan gøre noget forkert og ikke har noget at frygte. (Eben Alexanders nærdødsoplevelse).

Bibelen fortæller, at gud har skabt den fysiske verden.

 Et kursus i mirakler siger, at Gud ikke har skabt noget fysisk, for Gud er ikke dualistisk, dette er en så omvæltende tanke, at den helt sikkert ikke er mulig at rumme.

Den fysiske verden er beregnet på at skjule, hvordan egoet manipulerer med vores personlige tankemylder. Hvem ville stole på sit ego, hvis man vidste, at det var ondskabsfuldt, manipulerende og styrede vores tanker med frygt?

Det er grunden til, at egoet hellere vil opretholde vores spirituelle hukommelsestab. Det kan det gøre, fordi både det personlige og det ”globale tankemylder system” følger de samme regler, som forhindrer det enkelte menneske i at opdage, at man har et ubevidst følelsesregister.

Egoet forhindrer en i at se indad.

Man må vide noget om, hvad man gemmer i det ubevidste følelsesregister, det kommer her.

 

 

Den ubevidste skyldfølelse.

Den ubevidste skyldfølelse opstod, da mennesket troede, det kunne adskille sig fra Gud/ den ubegrænsede sjæl. Følelsen opstod da denne lille del af den ubegrænsede og ubetingede kærlighed virkelig troede, at det kunne lade sig gøre. Det er en tosset ide, som vi har gjort til virkelighed. Derfor har hver eneste en af os vores åndelige livline med os, den forlader os aldrig. Derfor er vi ved at vågne op til og åbne os, så vi stopper vores spirituelle hukommelsestab.

Den ubevidste skyldfølelse har vi ikke direkte kontakt til, for den er fortyndet. Lige som man ikke kan drikke ufortyndet 80% Rom. Den er vores eksistentielle livssmerte. 

Derfor ligger gemt under utallige lag af glemte hadefulde tanker og handlinger, lige som i eventyret om prinsessen på ærten. Ærten ligger under fyrretyve dyner og madrasser, men den generer hende. Den generer os alle. Når man mærker den får man det ubehageligt, man er urolig og ængstes, derfor skynder man sig at finde en der er skyld i denne ubehagelige tilstand. Man projicerer denne skyldfølelse ud på noget i sin ydre verden. Man finder en syndebuk.

Sådan gør alle, for vi deltager alle i egoets spil om, hvem der er skyldige og hvem der er uskyldige. Lige som vi er den samme sjæl i alle kroppe, er vores tankemylder også det samme, for egoets ideer om, hvordan verden er ”skruet sammen” er den samme for alle de individuelle egoer.

Hvis jeg nu skriver at alle negative, følelser og tanker direkte kommer fra den ubevidste skyldfølelse og at egoet har gradbøjet hadet og ondskaben for, at man ikke skal opdage Sandheden om hvem vi i virkeligheden er, så håber jeg, at du som læser dette vil begynde at lægge mærke til, hvordan du har forstået alle de problemer du har haft i dette ene liv. Du har ikke haft kontakt til din åndelige væren, hvor vi alle er den samme sjæl i alle kroppe. Det er derfor vores fysiske liv i kroppen er så fuldt af problemer.

Man kan begynde sin spirituelle vej med at stoppe med selvbebrejdelser, kritik og fordømmelser. Begynd med selv- iagttagelse. Læg mærke til hvad du siger om dig selv og om hvilke mennesker du ikke kan holde ud at være sammen med.

Alt det man hader ved andre er et spejl af det personlige ubevidste følelsesregister, som vi er fælles om.

 Der er intet at være bange eller bekymret over for: Kærligheden glemmer ingen, ingen er ekskluderet i den ubetingede kærlighed.

Forestil dig, at der kun er to følelser: enten er man kærlig eller også råber man på kærlighed. sådan kan man vælge at se på andre mennesker eller på sig selv.

I denne verdens vekslen mellem ondskab og egoets kærlighed bliver alle angreb og fordømmelser til ” Et råb om kærlighed”.

De fleste mennesker mig selv inkluderet, råber på kærlighed, når de ikke føler sig forbundet til den og ikke kan genkende den i andre.

Kærlighed beklager sig ikke.  Kærligheden accepterer.